Kunst, kultur og kirker.

I skolernes efterårsferie drog 33 unge og 4 medarbejdere fra Ungsyddjurs og Ungnorddjurs mod Paris i en stor bus. Med afgang fra Rønde søndag eftermiddag startede rejsen mod kærlighedens by. Knap 18 timer senere landede vi ved Sacré Coeur, der ligger på Montmartre.

Vi startede dagen i et forrygende solskin, hvilket var gennemgående for hele turen. Mandag bød på masser af stemning fra nogle af de helt store attraktioner i storbyen. Dagen sluttede med kanalrundfart på Seinen, nogle nød udsigten og muligheden for at se flere seværdigheder, mens andre benyttede muligheden for at få et lille hvil. 

Ud over kanten og en formidabel udsigt!

Både tirsdag og onsdag bød ligeledes på masser af kultur og mindst en kirke dagligt. Onsdag aften skulle vi til tops og se Paris fra toppen - Eiffeltårnet skulle bestiges. For nogle var det absolut ikke et problem at rejse 300 m op i tårnet i elevator, mens andre overvandt en frygt eller usikkerhed for højder og overskred deres egne grænser. Glædes tåre og en imponerende udsigt ud over Paris en lun efterårsaften sammen med glade unge - var intet mindre end fantastisk. 

Rutchebaner og eventyr.

Torsdag drog vi mod hovedattraktionen (ifølge de voksne) DISNEYLAND! Flere hundrede minnie-øre vandrede ved åbningstid ind mod de to parker. Vi var klar! Helt klar! til en fed dag med skrig og skrål og masser af sus i maven.

Mættede af en dag fyldt med eventyr, grin og imponerende kulisser drog vi igen retur mod det danske efterårsvejr. Med et smil på læben og en rygsæk fyldt med gode oplevelser, blev der ro i bussen og både unge og medarbejdere sov hele vejen op igennem det meste af Tyskland. To stop senere og godt trætte i krop og sind sluttede turen tilbage i Rønde - et fint farvel og vi tog hver til sit. Mobilen er fyldt med billeder, og hovedet er fyldt med gode minder fra fantastiske dage i Paris. 

Tak - Paris du er herlig!