Efter et vellykket show d. 8. december, er vi klar til at indtage scenen igen. Vi har arbejdet røven ud af buskerne det sidste halve år, og nu øver vi det hele op igen til både Track og Rock i Rusk. Konceptgruppen har interviewet både sangere, musikere og undervisere omkring Live Show-processen. 

De to sangerinder Lærke og Hanna mener, at selvom forløbet til tider har være langtrukken, har alle de mange øve-timer været det hele værd. Hanna fortæller, ”Selvom det nogle gange har været hårdt, har der alligevel altid været en supergod stemning, og folk har stadigvæk været meget engagerede”. Begge piger glæder sig til at stå på scenen og opføre showet igen, og da vi spørger til, hvad det fedeste har været, svarer Lærke, ”Noget af det fedeste har helt sikkert være øve-weekenderne, som har været helt vildt hyggelige”. 

I år adskiller Live Show sig fra de tidligere år, hvor det har været en sangkonkurrence. Konkurrenceelementet er nu pillet ud og er erstattet med et tema, som dette år var 90’erne. Trommeslager Alfred og bassist Marcela mener, at temaet har været spændende at arbejde med. ”Jeg gad godt selv have levet i 90’erne”, nævner Marcela. De mener også, at processen har været meget lærerig. ”Jeg har i hvert fald lært en masse om 90’erne”, siger Alfred. 

På trods af, at vi i år er flere med end vi før har været og er inddelt på flere forskellige hold, har fællesskabet været i særklasse. Musikunderviser Søren siger, ”Det har været fedt at se så mange elever fra flere forskellige skoler have det supergodt sammen.” Det kan klubmedarbejder og musikunderviser Nicklas også nikke genkende til. Selv siger han, ”Det er superfedt at opleve, at fællesskabet bliver stærkere fra år til år. I starten frygtede vi jo lidt, at fælleskabet ikke ville blive, som det tidligere har været, når der har været så mange med. Dét, at fællesskabet så alligevel når astronomiske højder tegner virkelig på, at vi har gang i noget fedt!” 

Nicklas husker ikke selv meget af 90’erne, men fortæller at han er meget inspireret af årtiet. Selv er han mest begejstret for afslutningsnummeret, ”Don’t Look Back in Anger” af Oasis, som også er et af hans yndlingsbands. ”Det er også helt vildt fedt, at man som musikunderviser kan lære ting af sit arbejde”, siger Nicklas også om forløbet. 

Klubmedarbejder og konceptansvarlig Daniel mener, at temaet har været tilpas afgrænset og samtidig tilpas åbnet. Han fortæller, ”Jeg synes, at vi har formået at kombinere vigtige historiske elementer, pudsigheder og sange, der er gået i historien som nyklassikere”. Selv synes han, at det er fedt, når man som medarbejder kan få en masse unge til at samarbejde om samme overordnet mål, på trods af at de er ansvarlige for forskellige delopgaver. ”At alle løse tråde bliver samlet og bliver til en helhed; at gå fra mærke frustrationen blandt de unge i det kaos, som det er at sætte en forestilling op, til at se glæden og forløsningen i deres øjne, når det hele går op i en højere enhed, er så fedt”, fortæller han. 

Vi er sikre på, at det bliver mindst ligeså kanon, som det var tilbage i december. Vi håber, at I kommer og ser os til Track, som er d. 24. marts, hvor vi skal spille på Trackscenen kl. 18:45, og selvfølgelig også til Rock i Rusk d. 7. april, hvor vi skal spille kl. 16:00 på Sort Scene. Det bliver et brag af et show, og vi glæder os til at se jer og spille hele showet for jer igen!