En stille torsdag aften i Grenaa by, var der samlet en dejlig, stor portion mennesker i de hellige haller på Kærvej 11. Det var gode gamle Sebastian og hans band der skulle spille en melodi eller to i pavillonen.

 

Dørene åbnede klokken 19:00 og selve koncerten begyndte klokken 20:00. Rasmus og jeg ankom ved en halv otte-tiden og allerede der var der god stemning. Vi lagde hurtigt mærke til at vi nok blev de yngste, og at langt de fleste havde danset sommeraftener væk i deres unge dage, til sange skrevet af aftenens stjerne. Folk fik noget væske indenbords og lige så stille bevægede vi os ind i koncertsalen. Lyset blev dæmpet i loftet og Sebastian trådte alene frem, med et smil op til ørene og hev sin guitar. Han nåede at synge to sange inden hans vidunderlige band trådte frem. De første to sange Sebastian havde sunget alene var nu meget gode, men det var noget helt andet efter bandet kom på scenen.

 

 Det hele gik op i en højere enhed, og publikum rockede med. Der var et hav af lækre guitar, bas og klaver soloer. Super fed koncert og det hele kulminerede i en ekstra lang version af ”Du er ikke alene” hvor hele publikum stod op, klappede og sang med. Et par gik, ikke over, men lige til stregen med dans, jubel og hvad de ellers kunne finde på. Så ja, Sebastian skuffede ikke, men jeg tror det var godt han havde hans band med, ellers var det faldet til jorden. Jeg tror alle gik derfra nynnende, om så det var Hodja Fra Pjort, eller Det Sorte Tegn. Alle havde i hvert fald et smil på læben.

 

//Emil Mathiesen & Rasmus Matthiesen